Selvom langt de fleste mennesker fejlagtigt tror, at kaniner er gnavere (de er lagomorfer), så bliver mange kaninejere tilsyneladende alligevel overraskede over, at kaniner kan have tendens til at gnave i ting. Når det går ud over grene og papkasser, så opfattes det sjældent som et problem. Når kaninen derimod pludselig bliver opsat på at spise fodpanelerne eller det nye tapet, så kan tålmodigheden være noget mere beskeden.

Livet med en kanin indebærer at der nogle gange bliver tygget i nogle ubelejlige ting. Det skal man som kaninejer være klar. Det ligger i kaniners natur at tygge i ting, og nogle gange vil du og din kanin være uenige om hvilke ting der bør tygges i. Der er imidlertid ting du kan gøre for at begrænse uhensigtsmæssigt gnaveri.

En oplagt ting er at give kaninen gode alternativer.
Det kan fx være æblegrene, papkasser og bambus- eller pilemåtter. Det sker at kaninen forsætter med sit gnaveprojekt uanset hvor mange gode alternativer der er. Det kan være et spørgsmål om at ændre kaninens vaner, og begrænse adgangen til det der ikke må tygges på i en periode.

Gnaveriet kan også skyldes at kaninen keder sig.
Man bør overveje om kaninen bliver aktiveret og udfordret nok. Bor kaninen alene så vil det første oplagte skridt være at finde en (kanin)ven til kaninen. Kaniner der lever alene har højere tendens til at gnave i dine ting. Hvis kaninen ikke har mulighed for at komme udenfor så kan det hjælpe at lave en gravekasse til den. En god metode til at aktivere en indekanin er også at gemme fodret. I stedet for at give kaninen al maden i en skål så gem det rundt omkring i huset/lejligheden. Det ligger i kaniners natur at fouragere (søge efter mad), så det vil stimulere at skulle på jagt efter maden. Det hjælper også kaninen med at få rørt sig mere.

Nogle gange handler gnaveriet måske også bare om, at kaninen har fundet noget som simpelthen er for sjovt at ødelægge til at lade være.

Man kan forsøge at gøre området mindre attraktivt at gnave i. Det kan man fx gøre ved at smøre/sprøjte det med eddike eller sæbe. Ofte kan man nå langt med en kombination af ovenstående metoder. I yderste konsekvens kan det dog være nødvendigt helt at skærme ”ofret” fra kaninen. Det kan være permanent eller i en periode for at ændre kaninens vaner.

Det kan virke uoverskueligt at skærme en kanin fra tapetet, men løsningen på problemet er aldrig at byde kaninen et liv i bur. Det handler om at tænke kreativt. Der findes som regel en løsning som er både hurtigere, billigere og bedre for alle parter end man først lige antager.