Vi har talt med Anita og Jørgen, der har adopteret charmebøffen Niels Nimbus fra Kaninværnet.

Mor, Anita, fortæller:
“Ét billede af Niels Nimbus, mere skulle der ikke til, før jeg var helt sikker på, at han og jeg passede sammen. På det tidspunkt havde jeg allerede Hr. Emma som jeg havde overtalt min mand Jørgen til, at vi skulle have. Jørgen syntes ellers, at kaniner var noget, børn får som holdkæftbolsjer, når de plager efter en hund.

Jeg har derimod som barn/ung haft mange kælekaniner. Da jeg i første omgang anskaffede Hr. Emma, var det for at genopleve min glæde med kaniner. Jeg blev rigtig glad for Hr. Emma, og det blev min mand Jørgen mod egen forventning også.

Desværre døde vores Hr. Emma under en planlagt operation, inden Niels Nimbus var blevet sat til adoption. Hr. Emmas dyrlæge havde allerede ved første sundhedstjek fortalt os, at hans tænder og ører ikke var gode. Vi var rystede over, hvor meget kedafdethed, han efterlod hos os. Hr. Emma blev kun 10 måneder.

Det var faktisk Hr. Emmas dyrlæge, som sagde, at hun syntes, vi skulle kikke efter en kanin fra et internat eller Kaninværnet, når vi var klar til kanin igen. For mig gav det rigtig god mening. Jeg har flere gange i mine helt unge dage overtaget andres husdyr for at give dem et godt liv hos mig. Men ikke mindst gav det mening, fordi de kaniner, man adopterer, er dyrlægetjekket. Der kommer således ikke uheldige overraskelser ved første sundhedstjek, som vi havde oplevet det med Hr. Emma. Men for Jørgen var det anderledes, han skulle aldrig have kanin igen!

Jeg slæbte dog Jørgen med på dyreinternatet i Roskilde. Der var mange kaniner: Kaniner, som var indleveret, kaniner som var dumpet, fundet, løbet væk. Men der var alligevel ingen, der talte sådan rigtigt til mit hjerte, og vi gik tomhændet hjem.

Så blev Niels Nimbus sat til adoption fra Kaninværnet. Jeg talte om aftenen med plejer. Plejer vurderede, at det var vigtigt, at Niels Nimbus skulle have en ven på sigt, og det havde vi allerede besluttet inden; skulle vi have kanin igen, skulle det være 2. Bingo, sådan fik jeg min vilje uden, at Jørgen opdagede, at grisehandlersorgen var overstået.

Samme aften snakkede jeg igen med plejer. Næste morgen meget tidligt i sne og vintermørke kørte vi fra København til Randers for at møde Nimbus. Vi tog ham med hjem, for det var kærlighed fra første blik. For ja, på vej til Randers havde Jørgen helt glemt, den sidste rest af, at vi aldrig skulle have kanin igen.

Da vi kom hjem, lukkede vi alle vinduerne op i lejligheden, for vi bor midt i København på 3. sal, og med supervision fra Kaninværnet begyndte vi at afklimatisere Niels Nimbus. Så vores venskab med Niels Nimbus udviklede sig i december måned under de åbne vinduer, hvor vi de første 3 uger gik i overtræksbukser indendørs.

Vi forstod rigtig godt, hvorfor plejer havde et ønske om, at Niels Nimbus skulle have en makker. Niels var hele tiden om os. Han sov i sengen og løb mellem benene på os. Det var meget rørende, men også et udtryk for, at han havde brug for meget nærhed.

Da Niels Nimbus var faldet rigtigt til, begyndte vi at kikke efter en makker. Vi kikkede selvfølgelig hos Kaninværnet, hvor vi havde fået så meget hjælp ved den første adoption. Der var ikke rigtig nogen, der passede til os og til Niels Nimbus. Det gode ved Kaninværnet er jo, at man kan få et klart billede af, hvordan kaninen er, da plejeren har kaninen i et naturligt kæledyrsforhold og dermed knytter sig til den.

Det er meget mærkeligt at kikke efter en kaninmakker. For man forsøger at finde ud af, hvad ens kanin ville kunne lide. Niels Nimbus er mild og blid, så både hans tidligere plejer og vi var sikre på, at han skulle have en stærk ven, som ville blive den dominerende.

På Roskilde dyreinternat faldt Jørgen for Karla. Jørgen var sikker på, at hun var rigtig. Hun var alt det modsatte af Niels Nimbus. Hun er lille, hun er rastløs, hun gider ikke rigtigt nusse, det gør hun stadig ikke. Det er ikke så tit, Jørgen insisterer på noget, så når han gør det, er man nødt til at lytte. Så det gjorde jeg, og Karla kom med os hjem. Det har vi ikke fortrudt.

Vi havde en meget nem bonding, så Jørgen havde ret i, at Karla var den rigtige. To måneder efter, at Karla var flyttet ind, var Karla og Niels Nimbus sammen hele døgnet. Sjovt nok er det Niels Nimbus, der bestemmer i makkerparret. Og det til trods af, at vi var sikre på det modsatte. I dag befinder Karla sig altid, en halv meter bag Niels Nimbus.

Vi har forandret os gennem processen. Vi ser ikke længere Danmark fra et telt. Nu lejer vi sommerhus i sommerferien, for kaninerne skal med. Og i kolonihaven, hvor vi bor hele sommeren, er det spæde kirsebærtræ, som skulle plantes, skiftet ud med æbletræer. Og i kolonihaven under æbletræet ligger Hr. Emma, som startede vores fælles kanineventyr.”

Kaniner adopteret fra Kaninværnet er alle
– Sundhedstjekket
– Neutraliseret, vaccineret og chippet

Vi foretager et grundigt hjemmetjek inden vi beslutter, hvilken familie, der er det rette match.

Fotos: Karla er løvedhoved og Niels Nimbus dværgkanin (blanding).