Vi samarbejder med ARU
Kaninværnet samarbejder med Animal Rescue Ukraine (ARU). ARU er en lille frivillig organisation, som arbejder på at bringe nødhjælp til udstedte dyr i det krigsramte Ukraine. De udbringer doneret foder m.v. direkte til de nødstedte i brændpunkterne – ofte helt ved fronten af konflikten. Siden krigens start har ARU’s frivillige krydset grænsen til Ukraine mere end 60 gange med foder, medicin og andre fornødenheder til internater og dyrehospitaler. ARU har også hjulpet med evakueringen af mere end 500 kæledyr fra Ukraine. ARU arbejder desuden sammen med lokale frivillignetværk i Ukraine, som hjælper med at distribuere nødhjælpen hvor der er mest brug for den. På den måde sikrer ARU den mest effektive anvendelse af donationer.
ARU har ingen administrative omkostninger og drives udelukkende af ildsjæle, som sætter deres egen sikkerhed på spil for at hjælpe dyrene i Ukraine. Som følge af deres heltemodige indsats for dyrene, har ARU modtaget en hæderspris fra den Ukrainske ambassadør i Danmark. De har også for nylig indgået officielt partnerskab med bystyret i Mykolaiv.
ARU løber an på donationer, og da kaniner fortsat er et ringeagtet kæledyr, er der desværre meget få donationer som tager kaniner i betragtning. Derfor har Kaninværnet valgt at indgå et samarbejde med ARU. Ved at trække på vores egne samarbejdspartnere (navnlig PetDK), er vi i stand til at indsamle betydelige donationer som kan hjælpe kaninerne i Ukraine. Med relativt få midler kan vi således hjælpe mange enormt trængende kaniner.
Vi har valgt at samarbejde med netop ARU, fordi vi mener at organisationen deler Kaninværnets værdier. Vi anser ARU for en meget effektiv organisation, både fordi ARU er fuldt ud frivilligdrevet og økonomisk transparente, og fordi ARU samarbejder med lokale frivillige netværk for at sikre optimal udnyttelse af donationerne.
Du kan læse mere om Animal Rescue Ukraine på deres hjemmeside: animalrescue.dk