Indflytningen
ny med kaniner
Giv kaninen fred og ro
Indflytning af kanin. Det er vigtigt, at forberede dig godt, inden du får dine kaniner hjem.
Lav en base til kaninerne, med huler, toiletbakke og skridsikkert underlag.
Stil transportkassen med kaninerne inde i deres nye base. I starten vil dine kaniner have brug for ro og fred til at vende sig til de nye omgivelser. Der er mange nye lyde og lugte de skal lære at kende, ligesom underlag, drikkeskål og toiletbakke er nyt og fremmed. Giv dem tid, indtil de har fundet tryghed i deres base.
Efter noget tid vil dine kaniner begynde at vise interesse for resten af din bolig og besøge dig i køkkenet når du laver mad eller ligge ved dine fødder, når du ser fjernsyn. Hvor hurtigt og hvor meget kaninerne indtager af din bolig afhænger meget af deres personlighed, men kaniner er som udgangspunkt meget nysgerrige og vil sjældent lade et rum være uudforsket.
Håndtering På kaninens præmisser
Når dine kaniner har fundet tryghed i deres base, kan du begynde at arbejde på tillidsforholdet mellem dig og kaninerne. Løft aldrig kaninerne (med mindre det er meget nødvendigt) og gå ikke ind i deres base udover hvad der er nødvendigt i forhold til rengøring og fodring. Læg dig i stedet på gulvet uden for basen og lok med godbider. Det er vigtigt, at det hele foregår i stille og rolige omgivelser. Vælg nogle tidspunkter hvor der er helt ro i huset. Langsomt vil i lære hinanden at kende og kaninerne vil blive trygge ved din tilstedeværelse og berøring.
Kaniner er vanedyr
Kaninerne vil hurtigt vænne sig til din dagligdag og dine vaner og rutiner. Har de været vant til at få aftengrønt kl. 22, vil de forvente, at det kommer på slaget hver aften og ellers skal de nok gøre dig opmærksom på det. Og har du en fridag, kan de godt blive mopsede, hvis du pludselig går og støvsuger (larmer) midt på formiddagen. Livet med kaniner bliver aldrig kedeligt.