AkutTeam, 02/nov/2022
FRÆKKE FREDDY OG FREDE SØGER KÆRLIG FAMILIE – ER DET DIG?
Postnr/by: 3650 Ølstykke
Navne: Freddy og Frede
Alder: ca 5 mdr.
Køn: Hankøn
Neutraliseret/Vaccineret/Chippet: Ja
Race: Løvehoved-blanding
Ude/Inde: Inde, men ville også trives ude med masser af løbeplads (de kan først sættes ud til sommer).
Freddy og Frede blev indfanget på en rasteplads i Hillerød sammen med deres mor, Mille, da de var cirka 3 mdr. gamle. De er blevet observeret i området henover sommeren, så de har formentlig løbet rundt i det fri i min. 2 mdr. Drengene har trods flere måneder uden menneskekontakt været tillidsfulde og kontaktsøgende fra dag 1 hos plejer, dog var de noget medtaget af flåter.
Freddy og Frede er begge sundhedstjekket hos kanindyrlæge uden anmærkninger. De er sunde og raske – i topform. Dyrlægen var også meget betaget af de to lækre, frække drenge, som formår at charme sig ind hos alle, der møder dem. De er ikke til at stå for.
Drengene har gået sammen fra fødslen, og stortrives sammen. De er pot og pande. De skal således sammen ud til en ny familie. Freddy er den lidt dominerende, men stadig meget kærlig over for sin bror.
Frække Freddy og Frede er enormt sociale og opsøgende. Pas på, hvor du træder, for de er allevegne. De springer rundt og flopper, samt tager ofte en race-tur rundt i boligen. De har været vant til at bo midt i stuen/køkken hos plejer, og de følger dig gerne rundt mellem benene. Hopper fint på både trægulv, fliser og tæpper. De elsker livet og tager det ind i fulde drag.
De elsker hø, grene og grønt. De er ikke kræsne og MEGET madglade. Et par rigtige tiggerøve. De spiser meget hø, dog skal høet helst være groft. De drikker også en del. De får idag Burgees junior pellets med mintsmag.
Freddy og Frede er vant til børn, da plejer har en 9-årig søn, og de vil meget gerne nusses både af børn og voksne. De har dog for meget energi bagi til at blive nusset i lang tid af gangen. Ligger du dig på gulvet, kravler de lystigt rundt på dig. De er nogle meget kærlige kaniner fyldt med spas og charme.
Plejer anbefaler en ny familie at bruge en stor toiletbakke til dem hver og med noget godt sugende bundstrøelse. Hvis bakken er for lille, kan drengene ‘glemme’ at få numsen ind over kanten, når de tisser. Plejer har brugt træpiller med hø ovenpå.
Drengene kan sagtens adopteres sammen med mor, Mille, men de skal sammenføres korrekt. De går ikke sammen pt.
Er frække Freddy og Frede de rigtige til at tage plads i dit hjem og dit hjerte, kan du kontakte Kaninværnets Akutteam på akutteam@kaninvaernet.dk og fortælle lidt om dig selv, dit hjem, og hvad du kan tilbyde drengene.
HJÆLP OS MED AT FINDE FREDDY OG FREDES NYE FAMILIE. DEL MEGET GERNE OPSLAGET.
Hvis du vil støtte Akutteamets arbejde med at hjælpe nødstedte kaniner som Freddy og Frede, kan du:
– Bliv medlem af Kaninværnet for 150 kr. om året.
https://bit.ly/3jVBhwl
– Donere et valgfrit beløb på MobilePay 311658, skriv AKUT i kommentarfeltet, så går din donation direkte til kaninerne.