Støt nu

KÆMPE SEJR FOR KANINERNE – FØRSTE LOVGIVNING OM KANINER

Politik, 09/feb/2024

KÆMPE SEJR FOR KANINERNE – FØRSTE LOVGIVNING OM KANINER

Et bredt flertal i Folketinget har i dag indgået Danmarks første dyrevelfærdsaftale. Det er en stor sejr for landets dyr – især i industrien – da aftalen rummer flere betydelige tiltag.

Aftalen rummer blandt andet regler for konventionelle slagtekaniner, og de første regler for privat kaninhold nogensinde! 🙏🏼🐰

Kaninværnet har løbende i forhandlingsprocessen lagt pres på politikere, og vi har indgivet en række forslag til regler, der kan være med til at sikre kaninvelfærden. Vi har i den forbindelse haft en god dialog med SF’s dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin, som har bragt flere at Kaninværnets forslag til forhandlingsbordet.

De mere ambitiøse forslag faldt ikke overraskende på gulvet i forhandlingerne, men flere af foreningens mere beskedne krav er blevet tilgodeset. Det er en sejr!

1. Pladskravene for økologiske slagtekaniner vil fremover også gælde for konventionelle slagtekaniner. Her har der hidtil ikke eksisteret pladskrav.

2. Desuden vil der blive fastsat en minimumsperiode for, hvor længe kaninunger skal holdes sammen med deres mor i privat kaninhold. Kaninværnet anbefaler otte uger, men forvaltningen skal afdække sagkundskaben før det bliver afgjort. Kaninværnet vil i den forbindelse blive hørt af ministeriet, og vi kommer til at lave et fælles udspil med DOSO (brancheforeningen for dyreværnsforeninger) for at sikre, at minimumsperioden ikke bliver sat under vores anbefaling på otte uger.

Disse nye regler kan virke trivielle i forhold til de store velfærdsproblemer hos danske huskaniner. Hvorfor har man ikke valgt at forbyde burhold? Vi har naturligvis kæmpet for forbud mod burhold mv., men vi har også vidst, at vores mest vidtrækkende krav er urealistiske pt.

Dyrevelfærdslove er noget, der skal bygges op langsomt. Når vi med Carl Valentins hjælp har fået presset noget lovgivning omkring kaniner igennem, er det et meget vigtigt skridt på en lang vej mod bedre kaninvelfærd.

Kaninværnet vil fortsat kæmpe hårdt for flere og mere betydelige stramninger i fremtiden.

Læs dyrevelfærdsaftalen her [punkt 30 om kaniner]:
https://bit.ly/49addNZ

Del dette med dit netværk!
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner